
Wednesday Mar 11, 2026
Valgpodcast: Kampen om det rene vand
Det rene drikkevand har historisk været så særligt for Danmark, at det nærmest burde være vores nationalret. Men er vi ved at miste det? Og hvad vil politikerne egentlig gøre for at redde det? Det handler dagens afsnit af vores valgpodcast om.
---
Der var nok mange, der blev forvirrede, da Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen i søndagens tv-duel mundhuggedes om, hvem der har det bedste bud på at beskytte vores drikkevand mod pesticidrester.
Er det Socialdemokratiet, der ligesom flere andre partier på venstrefløjen og midten ønsker et såkaldt nationalt sprøjteforbud? Eller er det Venstre, der som Troels Lund Poulsen sagde i debatten er villig til at få taget de »mest akutte« marker ud af drift allerede i år?
Faktisk er der meget stor forskel på, hvad de to statsministerkandidater lover. For det areal, Frederiksen vil beskytte, er 17 gange større end det, som Venstre taler om.
Det, og meget andet, kan du høre om i dagens udgave af vores valgpodcast 'Information går til valg'.
Her har vært Natalie Barrington Rosendahl inviteret Lasse Skou Andersen og Sebastian Gjerding ind i studiet. De to journalister har nemlig afdækket dansk landbrugs påvirkning af vores drikkevand i serien ’Det giftige Danmark’ og kan derfor hjælpe os andre med at forstå den giftige fejde om drikkevand og sætte skabet på plads i forhold til partiernes drikkevandspolitik.
’Information går til valg’ er vores daglige valgpodcast, hvor vi forsyner dig med de klogeste analyser og perspektiver på valgkampen.
Mandag til onsdag giver vi dig Informations særlige udlægning af valgets vigtigste temaer og historier. Torsdag debatterer vores valgpanel ugen, der gik. Og fredag overlader vi scenen til Radio Information.